Biblioteket2018-05-01T09:42:36+00:00

Hvad ved vi

Kommunen vil fjerne Fensmark Bibliotek/borgerservice.

I lokalrådet mener vi, det vil være en markant forringelse af forholdene i udviklingscenter Fensmark og der for har vi protesteret over for kommunen. Læs vor skrivelse til Kulturudvalget.

Der var mange deltagere i vort sidste lokalrådsmøde, hvor biblioteket var på dagsordenen. Alle deltagerne var enige om, at det er en stor fejl.

HVAD SIGER DU?

Borgermøde finder sted torsdag 2. oktober 2014 kl. 19.00 i Holmegaardhallen.

Her har DU mulighed for at give din mening til kende.

Skrivelse til kulturudvalget – Fensmark den 20. august 2014

Næstved Kommune

Kulturudvalget

Fensmark den 20. august 2014

Lukning af Kulturcenter Fensmark Bibliotek/Borgerservice.

På lokalrådsmødet mandag aften på Biblioteket i Fensmark, var der et punkt på dagsordenen som virkelig skabte debat. I mødet deltog en stor gruppe borgere med forskellig baggrund. Ikke én kunne forstå baggrunden for lukningen af udviklingscenter Fensmarks kulturcenter. Biblioteket er nemlig ikke bare et bibliotek men et vigtigt samlingspunkt for borgerne i den nordlige og østlige del af kommunen.

Integreret bibliotek på Holmegaardskolen; den nye skolereform har fjernet skolebibliotekarerne, så skolebiblioteket betjenes kun af lærere og elever og det i tidsrummet 8-16. Borgerne kan således kun komme der uden for skoletid. Hvem skal så hjælpe med til at finde og skaffe bøger og andet materiale?
Udbygningen med 50 m² – svarende til et stort klasseværelse – kan knap rumme den eksisterende beholdning på nuværende bibliotek og hvor er så læsestuen?
Bogudlånet er steget ca. 10% fra 2010 til 2013.

Borgerservice fjernes. Kommuneplanen taler ellers om en god service OGSÅ uden for Næstved bygrænse. Hvordan harmonerer disse 2 ting?
Al henvendelse til kommunen skal foregå elektronisk. Vi har i lokalområderne mange borgere, der ikke behersker elektronikken. De går på biblioteket og får en virkelig kompetent hjælp af det nuværende personale med lige at logge på de rigtige sider og, måske, få yderligere hjælp hvis behov er der. Disse mennesker skal nu med bussen ind til Næstved, hvor der reduceres i bemandet åbningstimetal! Flere skal altså benytte Hovedbiblioteket på mindre tid. I Fensmark har brugen af borgerservicefunktionen vist en stigning på 30% dagligt fra 2010 til 2013.

Kulturcentret, ja, det er, hvad biblioteket er i dag også.
Der er tradition for lokalt engagement og læggen hus til mange arrangementer i eget og andres regi.

For børnene er der fx

· Købmand for en dag

· Pandekagens dag

· Godnatlæsning

· Fastelavn

· Børneteater og-film

Børneinstitutionerne og dagplejemødrene anvender hyppigt besøg om formiddagen, hvorved børnene lærer, at biblioteket er ikke bare bøger og blade, men også en lang række andre ting. Skoleklasser kommer også tit på besøg og ofte udstilles resultater af skolens emneuger, således at borgerne får et indblik i, hvad der også sker på skolen ud over de traditionelle fag. Der er udstillinger af børn og unges forskellige samlinger. Mange studerende kommer i bemandingstiden, hvor de har mulighed for at få hjælp til materialeindsamling til deres opgaver og hvor de kan benytte de på biblioteket opstillede PC-er. På biblioteket er der ugentlige PC-cafeer, hvor personalet hjælper især ældre med at blive fortrolige med mus og internet, der er håndarbejdscafe og der er romanklub. Lokale amatørkunstnere har mulighed for at udstille egne malerier og andet kunsthåndværk omkring 10 gange årligt. Der afholdes foredrag og film, idet reolerne kan rulles til side og herved skaffe plads til godt 100 (!) deltagere. Mange foreninger afholder deres møder, generalforsamlinger mm i biblioteket mødesal. På skolen er det IKKE muligt at låne lokale til den slags, da eneste indrettede lokale til dette formål er lærerværelset og dette lånes ikke ud!

Lokalrådet spørger derfor:

HVOR SKAL DISSE ARRANGEMENTER FINDE STED I FREMTIDEN?

Udvalget behøver ikke her og nu svare på ovenfor stillede spørgsmål.

Lokalrådet agter at afholde et borgermøde om bibliotekets fremtid ultimo september/primo oktober, hvorfor hele udvalget inviteres til at komme og redegøre for planerne over for bibliotekets mange brugere. Af hensyn til bestilling af Holmegaardhallen bedes I senest 28. august angive, om det passer bedst en onsdag eller en torsdag. Vi ved, at udvalgsmøder finder sted mandag og tirsdag. Det skulle være muligt at finde et par minutter under budgetseminaret her sidst på ugen.

Vi undrer os i lokalrådet over, at vi IKKE er blevet inddraget i processen FØR udmeldingen. I punktet på dagsordenen på mødet 11. ds. står der nederst, at det skal sendes til udtalelse i lokalrådene; det skal så ske EFTER vedtagelsen. Hvordan harmonerer det med kommunens visioner om MÆRK NÆSTVED og øget borgerinddragelse og medborgerskab?

I vedtægterne for lokalrådene, som kommunen selv af forfattet, står der højt og tydeligt, at lokalrådene skal inddrages i sager bl.a. om kultur og fritidsaktiviteter, borgerbetjening og pasningstilbud. Er et tilbud om udtalelse efter vedtagelse at inddrage lokalrådene?

Det er mange spørgsmål, men som ovenfor nævnt, skal I først svare på kommende borgermøde.

Med venlig hilsen
Peter Jensen

Invitation til borgermøde – Fensmark, den 29. august 2014

Næstved Kommune

Kulturudvalget

Fensmark, den 29. august 2014

Invitation.

Kulturudvalget inviteres herved til

BORGERMØDE

TORSDAG D. 2. OKTOBER 2014 KL. 19.00

I HOLMEGAARDHALLEN.

Emnet på mødet vil være den planlagte lukning af Fensmark Bibliotek.

I vil på mødet få lejlighed til at forklare brugerne af biblioteket, hvorfor det skal lukkes.

Af kommunens egen analyse fremgår det, at både borgerservice og udlån er stigende, så derfor undrer de os, at det skal lukkes.

SU senest 30/9 af hensyn til stolereservation

Med venlig hilsen

Peter Jensen

Referat af Borgermøde i Holmegaardhallen 2. oktober 2014

Formanden bød de ca. 375 fremmødte personer velkommen til borgermødet og indledte med at give et resume af, hvad der lå til grund for borgermødet. Rygter om bibliotekslukning, manglende svar fra kulturudvalget med be- eller afkræftelse, Kulturudvalgsdagsorden uden analysen om bibliotekerne som vedhæftet bilag, journalistens undren over, at lokalrådsudtalelser ikke forelå, ja ikke var blevet ønsket og det var med til at ønske , at politikerne skulle møde borgerne og forklare.

Linda Frederiksen, kulturudvalgsformand, fik herefter ordet. Hun takkede for invitationen og redegjorde så for, hvorfor det var nødvendigt at spare på bibliotekerne. For kulturudvalget var det en bunden opgave at spare 1,5 mio. kroner. Det blev gennemgået løsningsforslagene fra biblioteksanalysen, hvor de foreslåede besparelser – dog ikke Fensmark bibliotek – var blevet anbefalet. For Fensmark bibliotek var der 2 muligheder a) sammenlægning på skolen i en lille tilbygning b) at det nuværende blev lavet om til et profilbibliotek.

Herefter blev der så tid til spørgsmål, udtalelser mm fra de fremmødte. Der var mange ”hug” til politikerne for løftebrud, kun tænkning på Næstved by oma. De fremmødte politiker fra kulturudvalget, Linda Frederiksen, Birgit Lund Terp, Michael Perch, Elmer Jacobsen og Lars Hoppe Søe fik alle mulighed for at svare for sig og redegøre for deres standpunkter. Leder af bibliotek- og borgerservice redegjorde for , hvad et profilbibliotek er.

Der var mange forskeliige spørgsmål og kommentarer, , men resultatet af aftenen var positiv.

Alle politikerne var imponeret over fremmødet; måske kan det have givet dem noget at tænke over.

Borgmester Carsten Rasmussen var blandt de fremmødte; han fik ordet for en kort bemærkning med ros til arrangementet og antallet af fremmødte.

Politikerne vil gå efter et profilbibliotek med betjening; en reduktion af borgereserviceåbningstider og personale kan nok ikke undgås, men det korte af det lange må være, at vi FORTSAT KAN GÅ PÅ BIBLIOTEKET PÅ KILDEGÅRDSVEJ.

Læserbrev

Manipulation?

Fra Fensmark Lokalråd skal der lyde en stor tak ikke alene til de ca. 375 borgere, der mødte op til borgermødet i Holmegaardhallen i torsdags men også til alle de øvrige, som har støttet undervejs.

Sjællandske refererer flot i lørdagens udgave om mødet, men der er dog lige et par fejl, som bør rettes. Den oprettede Facebookgruppe er ikke lavet af lokalrådet, men af en gruppe aktive borgere og de i Fensmark og omegn ophængte plakater er heller ikke lavet af lokalrådet, men af en anden aktiv gruppe; for lige at få det på plads.

Er det manipulation at skrive, at biblioteket lukkes. Ja, hvis det skal tages direkte bogstaveligt, men for lokalrådet svarer det til en lukning når

500 m² flyttes til 50 m² og personalet forsvinder. Hvem skal så stå for de velbesøgte PC-cafe og Håndarbejdscafe. Hvem skal arrangere børnefilm og –teater, Hvem skal arrangere ”købmand for en dag” (sidste gang ca. 80 boder mener jeg), godnatlæsning, fastelavn mmm.? Hvor er læsestuen og mødelokalet; sidstnævnte bruges mig bekendt flere gange om ugen af mange foreninger. Hvad med ….. her kan læseren selv fortsætte.

Det, der ville blive tilbage, var ren selvbetjent bogudlån og intet andet, og det er i vores optik en lukning af kulturcenter Fensmark Bibliotek!

På borgermødet fik vi oplyst, at udvalget var for alternativet: profilbibliotek i eksisterende bygning.

Når jeg læser referat af kulturudvalgetmødet den 11. august punkt 73 afsnit 2.6 så står der: Før der træffes endelig beslutning kræver det yderligere dialog med Børne- og Skoleudvalget samt Holmegaardskolen. Hvordan kan det så ses, at det IKKE er en sammenlægning med skolebiblioteket, der er tale om?

Manipulation eller ej må læseren selv afgøre. I lokalrådet synes vi det ikke. Den store opbakning på mødet får én til at opretholde lysten til at fortsætte lokalrådsarbejdet.

Peter Jensen
Fensmark Lokalråd